Når politiske regimer begår overgreb mod deres egne befolkninger, afviser de ofte udefrakommende indblanding med en påstand om suverænt at have retten til at afgøre, hvad der skal foregå inden for landets grænser. Forbrydelserne er et ‘indre anliggende’, som det hedder i den politiske terminologi. Ingen skal blande sig i ‘indre anliggender’. Med nationalstatens langsomme bevægelse mod opløsning bliver det tydeligvis stadig vanskeligere at opretholde dette krav om absolut autonomi. Verden blander sig hele tiden i de enkelte landes ‘indre anliggender’. En af de vigtige årsager til denne udvikling er de moderne kommunikationsteknologier, der ikke respekterer nationalstaternes grænser og derfor lader en strøm af oplysninger om ‘indre anliggender’ flyde ud i den omgivende verden. Grænsen mellem det indre og det ydre er bogstaveligt talt porøs og lader informationer passere uden de store hindringer eller barrierer. Politiske regimer kan ikke så let som tidligere foretage deres forbrydelser, mens resten af verden uafvidende lever videre. Verden blander sig – anstændigvis. På samme måde er privatsfæren ikke længere definitivt afgrænset fra det omgivende samfund, der i stadig stigende grad – til visses fortrydelse og andres glæde – griber ind i ‘privatlivets fred’, og udfordrer den stærkeres ret i form af f.eks. ophævelse af revselsesretten. Hvad som helst er ikke længere tilladt inden for hjemmets vægge, ikke engang afstraffelsen af sine egne børn. Selv vores egen krop råder vi ikke suverænt over. På det seneste har diskussionen om, i hvor vid udstrækning samfundets interesser skulle have råderet over borgernes kroppe været ført bl.a. i relation til spørgsmålet, om man skal tvangsindskrive gravide alkoholiserede kvinder til afholdenhed. De ufødte børn anskues som samfundets, fællesskabets ansvar, snarere end ene og alene moderens. Grænser flytter sig, forvitrer, forsvinder, genopstår i nye former. Og med disse forandringer ændres også betydningen af det indre og det ydre. Der eksisterer med andre ord en generel, strukturel sammenhæng mellem grænsen og det, den adskiller, f.eks. det indre og det ydre. Men, som antydet, er der intet som helst enkelt ved denne relation, grænsens mest karakteristiske træk er tværtimod henholdsvis dens overskridelse og dens labilitet. Noget bevæger sig hen over den og den bevæger sig selv.

I kunsten er denne grænse mellem indre og ydre vedvarende til forhandling, ikke mindst i moderne tid. Hvor begynder værket og hvor holder det op? Kunstens rammesætning bliver om noget tematiseret i nyere tid, hvor forestillingen om værkets absolutte autonomi i vid udstrækning forlades til fordel for et udvidet, hvis ikke ligefrem sprængt værkbegreb. Grænsen mellem værkets egen udsigelseskraft og de bibetydninger, som det låner fra dialogen med sine omgivelser, er især i efterkrigstiden blevet undersøgt igen og igen. Hvilke stemmer blander sig i værkets samlede udsagn? Findes der sådan noget som værkets ‘indre anliggender’, noget som er uberørt af det udenforliggende, noget som ikke påvirkes af den til enhver tid givne kontekst, dvs. af de konkrete, tingslige omgivelser såvel som af den tid, den særlige historiske situation, værket befinder sig i? Og videre: indbefatter dialogen med omgivelserne ikke nødvendigvis relationen til betragteren, hvis blik på – eller i videre forstand omgang med – værket er medvirkende til at konstituere dets betydning, men som på samme tid selv er et blik, der aldrig definitivt kan fastsætte nogen betydning, fordi det selv forandrer sig over tid, og vender tilbage til værker, genser værket, med nye øjne, der også inkluderer de iagttagelser, andre har gjort undervejs. Disse spørgsmål samt de utallige forskellige svar, de afføder, kan siges at stå som noget af det helt centrale i nyere tids kunsthistorie. Uanset hvordan man forholder sig til spørgsmålene, fordrer deres blotte eksistens, at man overvejer relationen mellem værk og betragter, værk og kontekst. Æstetikkens fundamentale spørgsmål om, hvad et kunstværk er, aktualiseres med andre ord. Hvis kunstværket er en slags krop, et korpus, hvad er det da, det fostrer? Hvad er det, kunsten afføder og vi som betragtere kan siges at have en interesse i, måske endda en indgribende interesse i? Hvilke budskaber er det, der bevæger sig på tværs af grænsen mellem værkets indre og alt det udenom? Kan man overhovedet tale om sådan en grænse?

Snarere end at forstå værket som et indre, der kan stå i mere eller mindre direkte berøring med et ydre, er det måske produktivt at se det som en struktur af lag, en lagdelt formation, hvor forskellige virkelighedsplaner skyder sig ind i hinanden, forskyder sig i forhold til hinanden og på den måde står i sporadiske, momentane berøringer, uden klare markeringer af overgangene mellem det ene plans endepunkt og det andet plans begyndelsespunkt. Kunstværket er ikke ‘uden for’ virkeligheden, men rummes af den, tager del i den. Alligevel er kunstværket i en vis forstand ‘forskelligt fra’ resten af virkeligheden, og det er denne forskel, der ikke kan markeres entydigt og klart som en grænse, men derimod kan bestemmes som en række vekslende gradsforskelle (snarere end statiske væsensforskelle), lag på lag af virkelighedsniveauer, der uden noget egentligt hierarki kan sættes i spil over for hinanden og dynamisk interagere. I moderne tid har kunsten således selv opsøgt det, som nationalstaten vægrer sig mod, nemlig verdens indblanding. Kunstværket ønsker at blande sig med verden og inviterer verden til at blande sig i det. Ikke med henblik på at eliminere enhver forskel mellem sig selv og omverdenen, ikke for at overskride enhver grænse, men for at opstille den – grænsen, forskellen – som spørgsmål. Disse spørgsmål kan kun rejses, for så vidt som værket foretager en dobbelt handling: bevarer et lag af operativ selvstændighed, en form, der er værkets egen, og som uanfægtet af ‘det andet’ eksisterer og producerer egenbetydning, men som samtidig indskyder et betydningslag, en kile af betydning, i den omgivende virkelighed, og dermed kaster betydning af sig og omvendt beredvilligt tager betydning på sig, lader betydning trænge ind i sig, lader omgivelserne spille med i sin betydningsproduktion – lader sig befrugte. Spørgsmålet er ikke blot, hvad et kunstværk er, men nok så vigtigt, hvad virkeligheden er. Det er denne kile, kunstværket, på sine egne betingelser, formår at skyde ind i verden, men som omvendt også virker tilbage på kunstværket og udfordrer dets egen status.

Det er i sidste ende dette, kunstværket afføder: spørgsmålet om, hvor du står. Og dernæst dit eget spørgsmål tilbage til kunstværket: hvem er du? hvor står du? Kunsten kan gøre én svimmel af begejstring over at opdage, at selve denne dialog, spejlkabinettet af spørgsmål, er kunstværket såvel som virkeligheden, at vrangen så at sige vender ud, at vi hermed står i grænselandet, stedse mere uvisse, men overbeviste om at indre anliggender kun findes for at vise os noget om det ydre. Det dér inde peger mod et bestemt punkt: det dér ude. I kunsten findes de ‘indre anliggender’ kun, når de smugles ud over grænsen og gives eksistens i relation til noget andet, noget ydre.