Interiør. Et godt og velkendt ord. Det anvendes vel mest dansk dagligdags om en indretning indendørs – og især om et kunstnerisk motiv: ”interiør” er en typisk titel til et kunstværk, der afbilder det indre af et hus, gerne et hjem. Etymologisk kan ordet spores tilbage til latin, som en gradbøjning af det indre. Det ”mere indre”, hvilket er tolket som det intime, det inderlige, det fortrolige – et privat rum altså. Det indendørs sættes traditionelt i modsætning til det udenfor.
En hovedtese for den franske filosof Henri Lefebvre er, at rum ikke er, men produceres. Rummet er historisk og socialt foranderligt. Lefebvre kaldes for det ordinæres eller det almindeliges filosof, og står som en af hverdagslivets fremmeste kritiske teoretikere. I den indflydelsesrige bog The Production of Space, Produktionen af rum,(1) argumenterer han for, at ethvert samfund producerer sit eget rum, approprierer sit eget rum: ”(socialt) rum er et (socialt) produkt”, slår han fast. Også andre teoretikere har bestemt rum som historisk og ideologisk konstrueret, men Lefebvre retter særlig opmærksomhed mod hverdagslivet - han vil indskrive den praktiske, sociale krop i rumforståelsen. Et samfund kan ikke blot forstås som en samling mennesker og ting i rum, det kan heller ikke med fordel forklares gennem en række tekster om rum – ethvert samfund producerer sit eget rum. Med koncentration om det kapitalistiske abstrakte rum beskrives, hvordan samfundsrummet former, men også formes af rumlige praksisformer – hverdagsrytmer bestemmer tid, pladser, monumenter, arkitektur, bestemmer centre og sociale betydninger. Det er det rum, Lefebvre sætter sig for at analysere.
Lefebvre opstiller en konceptuel triade for at nærme sig en sådan rumforståelse: 1) rumlig praksis (primært rammer for produktion og reproduktion), 2) rumlige repræsentationer (repræsentationer af rum, teknokraters, bureaukraters rum, det mest dominerende i ethvert samfund) og 3) repræsentationelle rum.(2) Dette sidste er brugernes, indbyggernes, det ”undertrykte” rum, kalder han det. I brugernes hverdagsrum (op)leves det konkrete rumlige gennem billeder og symboler. Dette ”repræsentationelle rum” leves og tales. Det er emotionelle knudepunkter eller centre, der indeholder steder for passion og handling, de gennemlevede situationer, og implicerer derfor umiddelbart tid. Jeget, sengen, værelset, lejligheden eller huset, torvet, kirken, kirkegården er elementer i dette rum.(3) Hverdagsrummet er dynamisk og foranderligt og fra Lefebvres marxistiske synspunkt området for politisk modstand, hvor målet er en transformation af livet gennem de mest hverdagslige praksisser. Lad os med dette vende tilbage til interiør, det private rum.
En af de tungtvejende rumlige strukturerende opdelinger i det moderne borgerlige samfund er polariseringen mellem offentligt og privat rum. Det har indebåret en kønnet opdeling, som i 1800-tallet var en absolut opdeling mellem det offentlige og det private personificeret i stift opdelte kroppe, Mand og Kvinde. Borgerlige kvinder var ideologisk og praktisk henvist til ”indenfor”, den private huslige og hjemlige sfære, mens mænd beherskede det offentlige domæne.(4) Mens opdelingen har rykket sig noget gennem det sidste århundrede, er forestillinger om offentligt og privat rum stadig indlejret i kønnede betydninger. Offentligt rum ses ideelt som alment fælles rationelt rum for frie borgeres demokratiske politik, adskilt fra det private rum, der ses som dets modsætning: irrationelt, emotionelt, hjemligt trivielt, privat-personligt interessebestemt og upolitisk.
Den polære afgrænsning af privat/offentligt er problematiseret fra flere sider og står helt centralt i feministisk kritik. Insisteringen på det private og det offentliges uadskillelighed og det personlige som politisk slagplads blev sat på dagsordenen med store bogstaver i feministiske projekter i 1970erne med parolen ”det personlige er politisk”. Det såkaldt private er allerede et offentligt rum – det private rum er ikke sted for personlig tilflugt. Der er ikke noget udenfor. Tilsvarende er den offentlige sfære ikke neutral eller enhedspræget – det fælles bedste vil altid marginalisere - men konfliktuel og interessebestemt.(5) Privatsfære/offentlig sfære struktureres gennem den daglige praksis, som formes på torve og arbejdspladser, offentlige bygninger, parcelhuse, rum, stuer, værelser og interiører. Sagt på en anden måde, har det politiske konsekvenser, hvordan vi dagligt indretter os i det private.

At grænser mellem privat og offentligt rum er kulturelt betingede og til stadighed udfordres og forandres er mærkbart synligt i globaliseringens forandrede hverdag - en række interkulturelle konflikter anspores således af forskellige syn på, hvad der regnes for det private og det offentliges sfære.(6) Måske har kunstprojekter, som vi kender det i vores del af verden, et særligt potentiale for at rejse opmærksomhed mod brydninger mellem privat/offentligt rum? Hvadenten det gælder projekter, der antager mere traditionel objektkarakter eller i tidens mange ”post-medium” projekter, er de funderet i – om det nu er bekræftende eller benægtende - den moderne forestilling om kunst, som værende kunstnerens private udsagn, samtidig med at kunsten traditionelt har tillid til (er afhængig af) en offentlig sfære for dens aflæselighed og værdi. Når kunstprojekter udforsker hverdagens rum, og vi i forandrede rammer sættes i nærkontakt med konkrete hverdagsmaterialer og indlejrede forestillingsbilleder, kan skel mellem det offentlige og det private fremstå som porøse.


noter:
1. Bogen er ikke oversat til dansk. Udkom på fransk i 1974, la production de l’espace, éditions anthropos, Paris, og blev først i 1991 oversat til engelsk The Production of Space, Blackwell Oxford, hvorefter den til gengæld har fået stor betydning for studiet af rum særligt inden for feltet af cultural studies.
2. Lefebvre, 1974, p. 48-52.
3. Lefebvre, 1974, p. 52.
4. Udstillingen Når kvinder fortæller i Kunstforeningen i København i 2002, med malerier af nordiske kvindelige kunstnere omkring det moderne gennembrud rummede ganske symptomatisk en overvældende mængde interiørmalerier. Som en undertitel markerer det: ”livet i stuerne”, det er her i det private domæne den borgerlige kvinde dannes og holdes.
5. For feministisk kritik af forståelsen af enheds offentligt rum, se f.eks. Rosalyn Deutsche Evictions: Art and Spatial Politics MIT Press, Cambridge of London 1996.
6. Se f.eks. Seyla Benhabib, The Claims of Culture: Equality and Diversity in the Global Era, Princeton University Press, særligt kapitlet ”Multiculturalism and Gendered Citizenship”, 2002 p. 82-105.