Med lag på lag - såvel de diskrete, som de overraskende, til de mere højtråbende og markante lag, for ikke at glemme de helt uimodståelige - kan interiøret flettes sammen med eksteriøret, mundende ud i en skønhedens symbiose af inde og ude.
Både fysisk som psykisk kan der opstå uundværlige samspil, som gør det svært at tale om interiør som et seperat begreb. Interiør og eksteriør er mange sider af samme sag.

Et fuldkomment enestående bygningsværk med flydende grænser, som lever med alle sanserne i denne vekselvirkende symbiose, er Mezquitaen i Cordoba i Sydspanien.

Inde og ude er her et konglomerat af en gigantisk søjlehal og den frodige ankomstgård, Patio de los Naranjos, med rislende vand og lange rækker af appelsintræer placeret i samme moduler og i direkte forlængelse af hallens 800 søjler. Træstammerne og søjlerne fremstår fuldt arkitektonisk ligeværdige, og den oprindeligt helt frie passage mellem inde og ude, betyder at både søjlehallen og appelsingården opnår overraskende synsvidder, kombineret med smukke lys - og skyggespil mellem dagen, natten og den indre lyssætning.
Interiørets og eksteriørets gensidige afhængighed er vitalt for det samlede anlægs skønhed, men ikke alene det. Lag på lag af verdenshistorie er igennem to årtusinders forskelligartede kulturer på nærmest alkymistisk vis smeltet sammen.

Med de tidligste aner hos romerne, som lagde ud med at opføre et tempel på grunden. Siden kom vestgoterne til og havde deres byggeperiode på stedet, med tiltag som maurerne i de efterfølgende århundreder erstattede med en af verdens største moskeer, nemlig Mezquitaen. Sidstnævnte blev ikke bygget på éen gang, men realiseret i flere faser igennem det 8.-10. århundrede, til sidst mundende ud i dimensioner der kunne rumme intet mindre end 30.000 mennesker.

Selv efter 1236, hvor Cordoba og dermed også Mezquitaen kom på spanske hænder, blev byggearbejderne ikke stillet i bero. Tværtimod intensiveredes de - først med gotiske indslag, siden en yderst markant renaissance, for ikke at glemme barokken - indslag som tilsammen førte til endnu større og fuldkommen uvirkelige masser, der nu var transformeret til katedral.
En mega hybrid balancerende mellem det guddommelige og det næsten skizofrene hvad angår byggeriets tilhørsforhold.
Midt i moskeens søjlehal, og i hel åben gangforbindelse hermed, rejser Cordobas katedral sig den dag idag til himmelstræbende højder, og danner et af bygningskunstens største paradokser.

Et paradoks, som spænder fra den store monumentale skala og trinvis videre ned til de små detaljer. Interiøret er ingen undtagelse hvad angår spidsfindige og poetiske indfald. Udover de sammenbragte stilarter, som lever side om side, er der en række løsninger som får interiøret til at blomstre yderligere.

En af de mere kuriøse udspringer af den store søjlehals nederste rækker af søjlepartier. Fra middelhavsområdets erobrede lande og byer, samt fra nogle af Cordobas egne huse, har maurerne bibragt en mængde forskellige søjler til Mezquitaen, i diverse stenarter, højder og skønne farver. Nogle søjler er derfor for høje; og her er der, frem for den nemme løsning at beskære dem, istedet gjort en dyd ud af nødvendigheden og skabt små raffinerede forsænkninger i gulvet omkring disse. Andre søjler igen er for lave; og blev derpå sat på rækker af mindre sokler i variende højder, så kunststykket alligevel kunne gå op i en højere enhed.
Patio de los Naranjos, der som beskrevet fortsætter søjlernes takter udendørs, skal også fremhæves for et raffinement uden mage. Appelsintræerne er kommet i særligt gode hænder med et vidunderligt smukt vandingsanlæg, som tager sit udspring fra en centralt placeret fontaine. Herfra ledes der hver aften rislende vand, via små stenrender, ud til hvert enkelt appelsintræ - som elegant omkranses af runde bede og stensætninger, som holder på vandet så træerne gives den fornødne tid til at optage deres næring til appelsinerne og de herligt duftende blomster. Som maurerne elskede, og tilførte mange af de steder hvor de kom frem.

Historiens allestedsværende nærvær i Mezquitaen, og pragmatismen i forhold til tidligere kulturer - ved ikke at fjerne alle spor - er tankevækkende.
Man kan i virkeligheden sige, at interiør skal fortælle historier, for at få en dragende tiltrækning. Historier om tidens gang, om mennesker, elskov og had, eller uundværlige påfund. Hvis ens interesse, vel at mærke, skal række til mere end engangsopmærksomheden, og blive i erindringen.
Og dette omfatter ikke alene verdensarkitekturen, underværkerne, men også den beskedne bolig, stolen, det blå rum, eller trappestenen, bøgetræet måske. Alle kan de fortælle historier, hvis de er skruet sammen med skaberinstinktet som medspiller.
Umiddelbart har det ikke en disse med hinanden at gøre, men i denne søgen efter interiørets forskellige ansigter, flyver tankerne fra Cordoba til hverdagens Danmark. Hjem til de utallige interiørkøkkener som vi har ført ind i vores huses hjerter i det sidste årti, ifølge Weekendavisen forrige år i over én million husstande svarende til 100 milliarder kroner eller fire Øresundsbroer. Måske flere Kronborge og en længere stribe Jellingehøje.
Mens der lige udenfor husparcellernes egne døre - netop dér hvor måske flest af danskerne tilbringer dagligdagen og derfor bruger størstedelen af deres tid - er tale om arkitektoniske monotonier og en nidkærhed, der gør kårene for store tanker trange.

V.S. Naipaul, sidste års nobelpristager i litteratur, udbasunerede efter et ophold i Danmark: “Alle bor i små, pæne huse. Men ingen er rige, ingen har chancer for at leve et liv i luksus, og alle er tilsvarende deprimerede. Alle lever i deres lille velordnede celle med deres danske møbler og deres vidunderlige lamper, uden hvilke de ville blive syge”

Og køkkener kan der vel tilføjes! Vordingborgkøkkenet , HTH , Profilkøkkenet og hvad de nu ellers hedder´s kedsomligheder, hvor bare en smule af den irrationalitet fra Mezquitaens sammenbragte historier er en by i Rusland.

Fysisk som psykisk bliver køkkenerne en slags intentioner om at skabe modspil til den udendørs tristesse, men også symboler på den mangestedsværende mangel på fælles menneskelige spillerum, eller en levende arkitektur om du vil. Ubevidst fører det til en større lukkethed, og fra de raffi køkkener udstråler længslen efter livligheden, og de fandenivoldske drivkrafter, med historieløsheden som den største smerte.
Som Asger Jorns sprælske overmalinger af oprindelige skønmalerier, hans såkaldte modifikationer, kunne de danske by- og landskaber med enkle greb gives frodigere vækstbetingelser, så inde og ude - interiørerne og eksteriørerne - ville få lettere ved at smelte sammen. Fra de store linier til den lille prik.

Ekteriørerne kan - med de fineste vækster eller som sommerfugle, bestående af naturens allermest spektakulære byggekomponenter - lede dig gennem overgangene til interiørernes hemmeligheder og de historiske spor, præcis som de fremstår i underværkerne, men som de bestemt også kan gøre i hverdagens huse.

Blot livet før og nu bydes op til dans. Sving om, med lag på lag på lag.