 |
Arkitekturen bestemmer, hvor vi går og hvordan vi går.
Arkitekturen bestemmer, hvordan vi er mennesker.
Hvorfor blev jeg ikke arkitekt ?
Kunsten bestemmer ingenting. Kunsten er interesseret !
Kunsten er interesseret i, hvordan arkitekturen har bestemt, at vi skal bevæge os. Kunsten er intereseret i at flytte på materiale og forandre betydninger. I stedet for at bygge højhuse kan kunsten bygge omveje gennem arkitekturen, modveje eller midlertidige besiddelser, som den gør sig til herre over.
Arkitekturen er afhængig af at kunne manifistere sin egen funktion, enten som symbol forankret i det formelle eller det modsatte, nemlig som funktion uden forankring i det formelle, men i det aktuelle behov. Funktionen kan altså skifte. Husene er ligeglade; hvis ingen vil bo der er der sikkert nogle der vil spise, arbejde, shoppe eller lege der.
Hvis funktionen derimod er snævert formuleret i arkitekturen, som det feks gør sig gældende i de gamle industribygninger, der er inderligt selvbevidste om deres egen funktion og ærligt fremholder den, så det kan gøre enhver misundelig, står det anderledes besværligt til med foranderligheden. Funktionen pilles helt af og arkitekturen neutraliseres, hvis den skal overleve i forandringens tidsalder.
Kunstens funktion er hverken abstrakt eller symbolsk. Kunstens funktion er kunstens funktion er kunstens funktion er kunstens funktion...
Kunstens funktion er at være uafhængig af funktion og alligevel hvergang at opfinde og manifestere sin funktion. Kunsten absorberer, transformerer, spiser lystigt af det der omgiver og strejfer stedets puls og bliver selv en del af rytmen.
Kunsten er ikke ligeglad med sin egen funktion, den er meget optaget af sin egen funktion og den kan ikke udskiftes, omtolkes eller bare fravristes. Skulpturen på torvet kan ikke laves om til pølsevogn, den er ikke ligeglad, den tager sin funktion på sig. Det ligeglade vil komme til at fylde mere og mere, så hvis vi vil bevare spændet skal vi værne om funktionen som symbolsk udsagn, hvis vi tør! Det kan være meget godt med alt den snak om innovation: fornyelse, foryngelse og ide'udvikling, men når det rammer ned midt i noget der skal leve længe, som feks arkitektur, så går noget galt. I det innovative ligger uværgeligt ideen om udskiftelighed, hvordan skulle foryngelse ellers finde sted. Alt hvad der lever bliver ældre og ikke yngre. Meget af den arkitektur der skyder op på og omkring Islands Brygge synes helt at glemme sin egen forankring i processen. Jeg får i alt fald en lumsk mistanke om at meget af den facade, der klistres uden på betonvæggene, ikke bliver ved med at se lige så indbydende ud, som det gør lige nu. Om arkitekturen er tænkt som en organisk krop, der med jævne mellemrum skifter ham, sådan nærmest af sig selv, er selvfølgelig en mulighed, og så er der jo tale om ærlig innovativ arkitektur.
Hvis kunsten bliver opslugt i det innovative, vil den forsvinde med det samme. Det er vigtigt at fastholde, at innovation og avantgarde ikke har noget med hinanden at gøre, selvom det kunne lyde sådan. Derfor er det også en misforståelse, når politiske kræfter vil hjælpe kunstneren til smør på brødet ved at påstå, at kunsten kan fungere som et innovativt princip, der kan tilføre erhvervslivet fornyelse. At kunsten på den anden side skulle kunne lære noget om nødvendighedsprincipper fra erhvervslivet er fuldstændig lige så tåbeligt.
Nej kunst er kunst og jeg tror faktisk bare, at de forsøg, der er på at integrere kunsten alle mulige steder, bunder i misundelse. Misundelse over at kunsten ikke behøver principper som innovation, tilpasningsparathed og omskolingmuligheder for at formulere sin egen berettigelse og funktion i et samfund, præget af leflen for det nye.
Heldigvis er kunsten ikke optaget af avantgarde i disse år. Der er ro om kunsten og det giver kunstnerne mulighed for at gå i dybden. Måske som en modvægt til samfundets optagethed af fart og fornyelse, ændres kunstens betydning og funktion. Når kunstnerne formulerer sig selvstændigt og tager deres egen integritet på sig, placerer de kunsten som små midlertidige øer midt i farten. Det midlertidige ligger i det foranderlige. Det der forandrer sig er små glimt af midlertidige evigheder. Evighed fordi kunsten søger at række ud over sin egen midlertidighed, men er bevidst om sin indkapsling i øjeblikket. Det dumme, om man vil, fordi den står der på trods. Nej kunsten bestemmer ingenting.
Kunsten er intereseret og den spiser lystigt af det, der omgiver den. Kunsten kravler fra træ til træ og spiser, kradser i barken, brækker pinde af til redskaber og kaster små gestaltninger fra sig. Tilsidt saver den den gren over, den sidder på, retter lidt på frisuren og finder et nyt træ. Der er en vedvarende fortæring og absorbering i gang. Kunstens fremmeste funktioner er at være transformer gennem flytning af materiale og forandring af betydning.
På Islands Brygge er alle afarter af funktionsbegrebet repræsenteret. Tilbage fra en tidligere periodes arbejderkultur står relikte industribygninger og skæve brostensbelagte veje i forlængelse af den innovationsivrige arkitektur. Det sidstnævnte har magten som udsigelse for øje og ikke det ensomme eget rum, hvor det mystiske kan trives. (som ellers ville være det, jeg ville have brug for, hvis jeg tilbragte mine arbejdstimer i en udadvedt og fremadrettet virksomhed.)
Midt imellem disse yderpoler står Layer og insisterer på at være det lokale, hvorigennem den globale transformationen kan iagttages. For det, der sker på Islands Brygge, er ikke et snævert lokalt fænomen, men er indbegrebet af globalisering. Fra det snævert symbolske funktionsbegreb, som er absolut forankret i det lokale, til et åbent forandringsvilligt og forskelsløst funktionsbegreb, hvor funktionen ikke sidder i det formelle udtryk, men indeni, inde i microchip’en. Det er trods alt nemmere at skifte hardware end at bygge et nyt hus.
I den globaliserede nivellering af forskelle findes ønsket om tilgængelighed for alle på trods af kulturelle forskelle. Men derved ignoreres det mystiske og det personlige til fordel for det tilgængelige. Derfor er kunstens funktion også at være en spændetamp mellem et reliktområde og et innovationsområde og stramme eller løsne så forskellene bliver synlige.
|
|
