 |
Det er faktisk en udmærket beskæftigelse at være billedkunstner. Har prøvet en anden virkelighed, som håndværker og har arbejdet dagligt fra 7-16 i ca. 8 år. Dette giver nogle fordele, bl.a. en økonomisk stabilitet. Det medfører også et tilhørsforhold til eller social status i et samfundslag, som før hed arbejderklassen, men nu nok nærmere er den store middelklasse. Her er en form for tryghed som i perioder kan være eftertragtelsesværdig. Måske ikke lige en vintermorgen med sne eller slud, hvor man står et koldt og mørkt sted og ved at her skal de næste 8 timer tilbringes.
Her kunne jeg godt rode mig ud i et længere væveri om fordele og ulemper ved at være i den ene socialgruppe eller den anden, men det jeg vil ind omkring er, hvorfor man som billedkunstner (med mulighed for at møde op på atelieret, når man vågner af sig selv, og beskæftige sig med noget meningsfyldt i et tempo, man finder passende), kaster sig ud i det omfattende arbejde, der ligger i at etablere midlertidige situationer rundt omkring i byen til visning og formidling af billedkunst, når der nu er et bredt felt af foretagender, der tager sig af denne del af den kunstneriske produktion (etablerede gallerier, sammenslutninger og institutioner). Én af grundende er nok udsprunget af nødvendighed. Fordi der ikke eksisterer et forum til afprøvelse af de kunstneriske overvejelser og ideer, der opstår omkring det der foregår i atelieret, ofte i dialog med kollegaer, omkring det store spørgsmål, hvordan man etablerer den optimale situation for ens værker, når de forlader det private rum og kommer ud i det offentlige. Man kan sige, at alle de eksisterende muligheder hver især har deres begrænsninger.
Da jeg gik på Kunstakademiet i slutfirserne, var det de fleste studerendes ønske at komme i stald hos et af de gallerier, der havde størst gennemslagskraft. Dem var der ikke så mange af i København. Gallerierne er forståeligt nok stadig eftertragtede. De har fat i den lange ende, når kunst skal introduceres lokalt og internationalt. De har et effektivt apparat bestående af et netværk, der benytter kunstmesser og kunstmagasiner som vigtige medier. Gallerier er drevet af en lille gruppe personer, som i bedste fald har en ligeligt fordelt interesse mellem økonomi og kunst.
Institutionerne arbejder fortrinsvis med øjnene rettet bagud, med at katalogisere og samle op på det, der er sket. De har en masse faglige og politiske forpligtelser, som til tider kan være meget lammende for nogle ellers ofte gode intentioner. Og mens vi venter på en kunsthal for ny kunst i København, en kunsthal som er fri af økonomiske og politiske interesser, er der en begrænsning i de muligheder, der kunne være indenfor det etablerede institutionelle system.
Sammenslutningernes største problem er nok forudsigeligheden. De dukker op på samme tid og sted hvert år. En sådan automatik afføder ofte en automatisk reaktion. Det idealistiske humanistiske grundlag, de bygger på, er ellers sympatisk nok, men i en tid, der konstant er fornyelsesorienteret, har de svært ved at komme op ”på beatet”.
De her nævnte, er de lokale steder for formidling af billedkunst. De er alle en vigtig del af kunstlivet, men et vitalt kunstliv beriges ved etablering af alternative steder, som kan stille spørgsmål ved den monopol, som de førnævnte på skift har tilkæmpet sig. (Jeg kommer ikke her ind på de internationale muligheder, som nok er de mest udfordrende.) Ud over disse steder er ”Overgaden”, nok det mest interessante sted, fordi det kan operere frit i forhold til de nævnte steder. Et levende hus med et højt ambitionsniveau. Forudsætningerne for fri kunst er mest optimale i et hus af denne slags, hvor den kvalificerede faglige diskussion danner grundlag for, hvad huset skal præsentere publikum for. Problemet er her, at presset på huset er enormt stort og behovet er meget større end huset tilnærmelsesvis kan honorere.
Når de optimale rammer til afprøvelse af en række overvejelser ikke er optimalt tilgængelig indenfor de etablerede kanaler, kommer jeg tilbage til nødvendigheden. Nødvendigheden har delvis noget med de eksisterende muligheder at gøre. Men der er også mange andre overvejelser involveret i overgangen fra værkstedet til virkeligheden, kunstrummet.
Inddragelsen af nye territorier til formidling af billedkunst har i de sidste år udvidet sig i mange retninger. Kunsten er rykket ud, hvor folk er, i det offentlige rum og optræder ofte hvor man ikke forventer at støde på den. Kunsten søger at etablere et møde med andre end dem, der lige har fået en indbydelse. Busser, grillbarer, parker, butikscentre o.s.v. er blevet inddraget. Også medier som lokalradio og -tv er med. Det sociale område bearbejdes af billedkunstnere, ligesom den politiske diskussion (igen) er blevet et område som kunstnere agerer i.
Det handler om at skærpe fokuseringen hos publikum og kunstner ved at etablere situationer i ikke kunstindviede rum. At forholde sig og tage stilling til de fysiske rums karakter og deres geografiske og sociale placering i det urbane rum. Kunst handler forhåbentlig altid om nye erkendelser og nye erkendelser vil i mange tilfælde trives bedst i nye områder. Det kan være svært at fremtvinge den nødvendige opmærksomhed i et rum, hvor man har set kunstudstillinger mange gange før. Alene det at man skal finde frem til et nyt sted, med de indtryk der byder sig på vejen derhen, skærper sansningen og bliver en del af kunstoplevelsen. ”The White cube” er ikke i alle henseender, en brugbar løsning.
Historisk set er der mange, der har arbejdet med at skabe egne ”nødvendige rum”, både fysisk og mentalt. Navne som har haft stor betydning i nyere tid med sådanne selvbestaltede nødvendigheder, er eksempelvis: Eks-skolen, Ny abstraktion, Leifsgade, Kongo, Værkstedet Værst, Baghuset, TAPKO, Layer, Kørners kontor, Kvinder på værtshus og for nylig INSTANT Herlev i og omkring et parcelhus på en villavej. Jeg mener, at alle disse navne har givet et betydeligt kvalitetsløft til den danske kunstscene, fordi de alle har haft deres udgangspunkt i den kunstneriske nødvendighed. Fælles for disse steder er, at større eller mindre grupper har fundet det betydningsfuldt at etablere ”et andet sted”, fordi de eksisterende muligheder ikke er tilstrækkelige til at rumme de visioner, der opstår, og i videst mulig omfang må afprøves. Når Layer på denne udstilling sætter fokus på et område i forandring; fra industriområde til en blanding af eksklusiv beboelse, gallerier og virksomheder, der har brug for at sende bestemte signaler, så fokuserer de på et område som altid har tiltrukket kunstnere, nemlig at opholde sig i og undersøge områder i forvandling. Det er her de nye spor, som antyder noget kommende, kan aflæses.
(Lykkeligvis har tilstedeværelsen af nogle aktive interessegrupper formået at forhindre byggeri i det område, der nu er et at stedets største aktiver; parken langs vandet.)
Når det hele så bliver for homogent på Islands Brygge, p.g.a de høje priser, vil området slumre ind i en tornerosesøvn, som ingen ved hvor længe vil vare.
Jeg går tit en tur ned på Nordhavnen, i det område hvor TAPKO lå, i et område med en lille hyggelig kro (med god mad), Utzons Paustianhus (sikkert også med god mad), store lystbåde og beboelsesbåde, en billedhugger og en sejlmager og det store monumentale Svanemølleværk. Et meget blandet område, som rummede et bredt spekter af liv og kultur, i en god overlapning. I dag er der kassearkitektur af værste slags, intet liv i havnebassinerne og nogle bænke, mellem husene, der er fuldstændig ubrugelige til at sidde på.
Jeg var sidste år i New York på studietur med Det Jyske Kunstakademi, hvor vi besøgte nogle kunstnere i de høje glas/stålbygninger omkring Ground Zero. Bygningerne var forladt af firmaerne, det var ikke en god adresse mere, huslejerne var faldet og kunstnerne var rykket ind. Et område i forandring.
Nødvendigheden, som jeg kom lidt bort fra, i at man ikke bare producerer et værk på værkstedet, men finder det i lige så høj grad vigtigt at beskæftige sig med den sammenhæng, det skal indgå i, når man bærer det udenfor. Den transformering af værket, der sker, når man bærer det ud i virkeligheden, har for mig og mange af mine kollegaer altid været et område, der rummer lige så mange spørgsmål, som det man har arbejdet med inden man nåede hertil. Det er længe siden man droppede ideen om det endelige værk. Værket, der skulle sætte det hele på plads. Rammen om maleriet, soklen under skulpturen. Det, der skulle gøre værket til noget afsluttet og ophøjet. Mange kunstnere arbejder så at sige midt i strømmen, mellem værkerne, hvor mellemrum, pauser og processen bliver det egentlige udsagn og hvor udstillinger bliver en slags stopprøver eller evalueringer, inden man ryger ind i strømmen igen.
Det er ikke så længe siden at en kunstner efter årets udstilling tog hjem til Odsherred igen og tilbragte det næste årstid i atelieret. I dag lever de fleste kunstnere med samme vilkår som andre, med en indtryksmættet og travl hverdag. På denne baggrund synes det næsten indlysende at gå ud i denne virkelighed midt i strømmen, hvor mennesker er, og etablere midlertidige udstillingsrum. De midlertidige udstillingsrum, har en veldokumenteret kunsthistorisk berettigelse og fremtræder stadigvæk ofte som et lyspunkt i det samlede udstillingsmiljø.
|
|
