 |
Plantagen
At vandre i Søndermarken er som at gå i en grøn grotte med huller hist og pist, hvor lyset kommer ind. Området er mere skov end park, men en stiliseret skov, et stykke tilrettelagt vildskab. Træerne gror højt og tæt, hvilket gør parken mørk og stille, men mellem dem er der store lysninger med velplejede græsplaner. Andre steder lader man græsset vokse sig højt, men stadigvæk indenfor nøje afgrænsede områder. Så trods al vildskab aner man en fast struktur som civiliserer naturen. Oprindeligt kaldte man dette lille stykke skov mellem Frederiksberg Slot og Valby for Plantagen. Fredrik IV fik som kronprins i 1680 en lystgård, som lå der hvor Frederiksberg runddel, indgangen til Frederiksberg have, ligger i dag. Bagved gården blev en barokhave anlagt efter hollandsk model med kanaler. Men Prinsen rejste ud i Europa og kom hjem fuld af nye idéer. I Italien havde han set de italienske villaer med terasser og kaskadeanlæg, og her fik han idéen til at bygge Frederiksberg Slot oppe på Solbjerg bakke, og arbejdet gik igang i år 1700. På bakken blev der plantet alléer i begge sider, og i midten fik prinsen sit kaskadeanlæg med perlende vand. Havens hovedakse gik nu fra slottet ned langs med bakken. Resten af haven var opbygget efter et kvadratisk system, og her kunne man vandre omkring på grusgange i skyggen af alléernes klippede træer og beundre blomsteranlæg og de rislende springvand. Udenfor haven blev Frederiksberg Allé anlagt, og den lå i forlængelse af havens tværakse og dannede en smuk udvidelse af parkrummet udenfor haven. Plantagen blev også inddraget i anlægget, og her blev alléer lagt i et mønster som minder om en gåsefod, tre linjer som samles i et punkt. Det samlende punkt i Søndermarken var selvfølgelig slottet med dets enevældige konge. Men bortset fra alléerne gjorde man ellers ikke noget ved Søndermarken, skoven fik lov til at stå urørt. Og imens den stramme barokhave foran slottet faktisk var tilgængelig for folket fra midten af 1700-tallet, var Søndermarken lukket helt frem til 1850. Den grønne grotte beholdt hoffet for sig selv.
Frederiksberg Have og Søndermarken stod uændret i mange år, men omkring 1780 blev der taget initiativ til at lave anlægget om til en romantisk landskabshave. Nye idéer bevægede sig i Europa med tanker om frihed, lighed og broderskab, og den kontrollerede barokhave skulle nu erstattes af et friere og mere åbent rum. Man begyndte med at anlægge snoede gange gennem skoven i Søndermarken. Den romantiske have bygger på bevægelse og overraskelse og stierne blev lagt således, at spændende scenarier dukkede op imens man vandrede ad dem. Der var planer om templer og andre arrangementer, men det blev mest til en hel del forskellige hytter og en enkelt grotte. Arbejdet med Frederiksberg have gik igang lidt senere og her blev det til gengæld gjort noget ud af at skabe pittoreske overraskelser. De tidligere kaskadeanlæg blev omdannet til kanaler som snoede sig ligesom gangene. Der blev bygget broer, templer og lysthuse som skulle dukke op som behagelige overraskelser, når man vandrede omkring. Dengang var haven stadigvæk en helhed, hvilket man slet ikke mærker i dag. Vejen bagved Frederiksberg Slot skærer igennem området og skiller Frederiksberg Have og Søndermarken ad. Og mens Søndermarken har fået lov til at blive vildere, har Frede-riksberg Have beholdt den romantiske karakter. Hvad man fornemmer i dag når man går omkring i haven, er hvordan rummet åbner og lukker sig. Lysninger bliver pludselig større end forventet og giver bred udsigt. Hvis man går helt ned til enden af haven, finder man en høj hvor der er plantet en ring af lindetræer. I midten står en urne og går man op og stiller sig bagved den og ser fremad, så åbner et langt rum sig foran én. Alle de små kroge som man kommet rundt i langs stierne bliver pludselig til en helhed. Lysningerne danner et langt rum som holdes sammen af græsplæner som bliver smallere og bredere. Rummet strækker sig helt frem til indgangen og fortsætter faktisk ad Frederiksberg Allé helt ned til Vesterbrogade. Det er barokhavens arkitektur som slår igennem. Midt i alt det bløde grønne findes en struktur, som holder det hele sammen men som også giver perspektiv.
Lossepladsen
Valbyparken er en park med en stor himmel fordi den ligger ud til kysten. Området blev tidligere kaldt Valby Fælled og blev i en periode på 25 år brugt som losseplads. Omkring 1937 begyndte man at fylde jord ovenpå affaldet og anlagde græsplæner, og der blev også plantet træer og busker. Et par år senere kunne man begynde at besøge parken, men der skulle gå flere år før området var så tilgroet, at det lignede en rigtig park. Byplanmæssigt var man interesseret i at lave en aktiv park, hvor der var plads til både sport og rekreation. Omkring århundredeskiftet var man gået igang med at skaffe borgerne i København rekreative områder, hvor det skulle være muligt at dyrke sport eller slappe af i den friske luft. Fælledparken (anlagt 1908 - 11) var en park som skulle tilgodese disse interesser, og her var både plads til boldspil og spadsereture. Efter Fælledparken er Valbyparken den største park i København og på flere områder findes der ligheder, især de intentioner man havde, da man anlagde disse parker. Men Valbyparken har efterhånden udviklet sin egen personlighed og har i dag en anden karakter end Fælledparken. Hvor boldspillet er centralt placeret i Fælledparken med en stor græsplæn i midten omgivet af parkens træer, så er boldbanerne i Valbyparken idag placeret for sig selv. Sporten er ikke en integreret del og ligger udenfor den mere traditionelle parkdel. I de senere år er der også kommet en naturlegeplads til, og her kobles behovet for leg og bevægelse sammen med sanselige kvaliteter. Ved udformningen af naturlegepladser bliver der lagt vægt på materialerne og deres taktile kvaliteter, man skal ikke kun klatre og gynge men også få en oplevelse ud af at mærke og føle materialerne. Det sanselige bliver koblet sammen med bevægelsen.
Sin nuværende form fik Valbyparken i 60erne, hvor man også anlagde en rosenhave. Parkens grundstruktur er altså uændret men i 1999 plantede man en allé af popler, som strækker sig igennem hele parken ned til vandet. Der findes ikke mange cykel- og gangstier, og det giver mindre slid på området og skaber samtidig en ro. Man hører heller ikke nogen trafik. Når man vandrer omkring på de store græsarealer, får man en fornemmelse af at være langt væk fra byen. Disse store tomme områder minder samtidig om, at det er en moderne park som reflekterer modernismens dyrkelse af lys og luft. Træerne står mange steder så langt væk fra hinanden, at de ikke skygger, men lader solen og lyset komme ind. Når man træder væk fra den klippede græsplæne og ind i et af områderne med træer, finder man under dem en vildt voksende vegetation, som har fået lov til at passe sig selv. Kontrasten er velgørende, og det føles som om modernismen har fået lov at være lidt rodet på bagsiden. Men i de senere år er rodet blevet en mere synlig del af parken. I Den Grønne Frøpark som blev anlagt i 1995 lader man planterne vokse højt på noget der ligner enge af sumpvækster. Området er stort og åbent og omgivet af parkens træer. Mellem planterne finder man fire ovale vandhuller, hvor æg og haletudser kan udvikle sig. Disse vandhuller er omgivet af fugtige stendiger med fine betingelser for frøer og tudser. Igennem området slynger en sti sig og omkring vandhullerne ligger der runde små græsplaner. Men det, som giver området dets karakter, er alle de vækster, som har lov til at sprede sig og vokse uhæmmet. Her blander mærkelige sumpvækster og ukendte græssorter sig med valmuer og smørblomster. Samtidig kan et vissent blad i det høje græs pludselig springe op og vise sig at være en smuk glinsende frø. Man går selv på opdagelse i området, og hvis man er tålmodig og heldig kan man få øje på tudser og frøer i omgivelser, som er skabte til deres forudsætninger. Hvis resten af Valbyparken stort set bygger på idéer fra den engelske landskabshave så er frøparken nytænkende. Her har man skabt et helt nyt landskab, som man ikke finder i naturen, men som giver nye muligheder til bymennesket. Området får i høj grad lov til at udvikle sig selv og tilbyder et rum med mere plads til det uforudsigelige.
Hytten
De romantiske landskabsidéer skabte filmiske effekter længe før filmen var opfundet. Når man anlagde disse haver var det bevægelsen man arbejdede med. Idéen var at det man så, forandrede sig imens man flyttede sig. De scenarier man bevægede sig i gav forskellige indtryk med skiftende stemninger. Det mørke blev afløst af det lyse, det åbne af det lukkede, og man ville efter tiden med den stive barokhave undgå gentagelsen. Vand blev også brugt som et element til at påvirke sindet og følelserne. Det stille vand i en dam, muntert perlende i en bæk eller dramatiskt fossende i et springvand. Visse af de engelske landskabshaver blev anlagt således, at man skulle følge en bestemt rute for at få den rigtige oplevelse. Det minder om film, hvor vi i en bestemt rækkefølge skal blive opstemte og muntre for lidt senere at blive mindet om de mørkere sider af tilværelsen. Da Søndermarken blev skabt efter disse idéer byggede man små hytter inde i skoven som dukkede op på passende steder langs stierne. De havde navne som Kuglehytten eller Eremithytten og et sted blev også en grotte anlagt som blev kaldt Kildegrotten. I dag er kun Den Norske Hytte og en ønskehøj tilbage. Hvis man går op på den lille høj og ser ud mellem træerne, får man parken som panoramaudsigt. Blikket vander og forsøger at fange helheden lidt ovenfra. Perspektivet og oplevelsen har forandret sig, og her kan vi opsummere hvad der er sket på vejen hertil. Når vi går ned igen træder vi tilbage til handlingen og følelserne. Det er ikke hytten eller grotten som er oplevelsen, uden turen dertil.
Vejen mellem to personer og to forskellige verdener handler også den engelske film “The Go-Between” (1971) af Joseph Losey. På dansk bliver det til “Sendebudet”, altså en person som afleverer en meddelelse. Men i filmen handler det mere om at gå imellem, go between, end bare at aflevere noget. En dreng på 12 år bor en sommer hos en velhavende ven og hans familie. De har et stort gods et sted på landet i England, og det er tydeligt at drengen, som kommer fra enklere forhold, prøver på at tilpasse sig situationen. Netop fordi han ikke tilhører inderkreds, bliver han indraget i et kvindeligt familiemedlems kærlighedshistorie. Hun er forelsket i og har et forhold til en bonde, som bor tæt på godset. Drengen får i smug små sedler, som han diskret skal aflevere til manden. Hele sommeren går han mellem dem med meddelser, og filmen handler mest om, hvad der sker med ham på vejen frem og tilbage. Han bliver føleslemæssigt påvirket af den umulige og forbudte kærlighedsaffære og føler samtidig skyld over at gå bag ryggen på dem han bor hos. Men kvinden er smuk og opmærksom på hans person, og han kan ikke sige nej til hende. Da han går gennem godsets park følger vi med i alle hans dobbelte følelser over hans rolle. Hans modvillighed udtrykker sig ved, at han går omveje eller finder på andre ting for at trække tiden ud, før han skal aflevere de små håndskrevne sedler. Senere går han gennem et grønt åbent landskab for at komme til bondens hus. De to bliver venner og derfor tager den tragiske slutning på affæren (mandens selvmord) hårdt på drengen. Filmen slutter med at han møder kvinden som voksen. Hele hans liv er blevet præget af den sommer, og de taler om hvad der skete hende bagefter. Kvinden var, mens affæren stod på, allerede forlovet med en fra hendes egen klasse, som hun senere også blev gift med. Mens drengen også som voksen forblev følelsemæssigt lammet af oplevelsen, accepterede kvinden de regler, hun var nødt til følge for at beholde sit klassetilhørsforhold.
Drengens vej gennem parken og senere det omkringliggende landskab bliver et billede på hans indre tanker samtidig med at det afspejler de indvolverede personers tilhørsforhold på flere niveauer. Den kontrollerede og formelle park som omgiver kvinden, og siden det dyrkede landskabet som manden lever af. Parken er kunstig imens landskabet omkring er nyttigt, da de som bor der lever af det. Drengens første begejstring bliver til desillusion og vejen mellem de elskende viser alle hans følelser på en rummelig måde. Her finder vi det hele, det mørke og lukkede mod det lyse og åbne, det kontrollerede i modsætning til det naturlige og i sidste ende det kunstige mod det givne, altsammen noget som passer både på hans følelser og de rum han bevæger sig gennem.
Rosenhaven
I den franske avis Liberation havde de i sommer en serie som de kaldte “CinéVilles”, groft oversat noget i retning af “filmbyer”. Hver dag hele sommeren har forskellige instruktører vandret rundt i en by efter eget valg sammen med en journalist fra bladet og fortalt biografiske og filmiske erfaringer fra byen. Instruktører og byer i serien er for eksempel Atom Egoyan om Toronto, Stephen Frears om London, Nadir Moknèche om Algier, Kiyoshi Kurosawa om Tokyo og da jeg købte avisen, Claire Denis om Paris. For et par år siden så jeg hendes film “Nénette et Boni” (1996) i Paris, og det der gjorde indtryk var omgivelserne hun havde valgt at filme i. Filmen udspillede sig ikke i Paris men i en mindre by, længere syd på, og alt var lidt gråt, blankt og fugtigt. Locations i filmen var lige så vigtige som dialogen. Netop at lade de rum vi bevæger os i fortælle historien, er lige så effektivt som en ambitiøs dialog.
Rosenhaven ligger i en del af Valbyparken, hvor der vokser mange træer. Man opdager den derfor ret pludselig og først når man kommer tæt på. Selve grundstrukturen er en stor rund hæk af bøg, som løber næsten hele vejen rundt. I en ende af haven finder man i stedet for hækken en pergola hvor klatreroser kan vokse. Udenfor ligger blomsterbed hvor man afprøver nye slags roser, og inde i selve haven finder man en overvældende samling af kendte sorter. Det, der er rummeligt interessant ved Rosenhaven, er den række af små paralelle rum som dannes mellem træer og hække, og det store åbne runde rum inde i selve haven. Gennem små åbninger i bøgehækken ser man frem til næste rum, som forsvinder rundt om hjørnet, når man går ud i det. Cirkelformen giver følelsen af uendelighed, og man får lyst til at følge hækken for at komme ind i det store åbne rum igen. Fordi haven er så stor bliver den ikke intim og overskuelig, men beholder et overraskelsesmoment. Samtidig er der noget meget organiseret, endda effektivt, over denne samling af roser. Det store rum får mig til at tænke på, hvad sociologen Zygmunt Bauman har talt om; modernismen som en effektiv havekultur, hvor vi fjerner alt som ikke hører hjemme i det, vi opfatter som vores velordnede og ideale samfund. Havens virkning er filmisk og fungerer i høj grad som en fortælling i sig selv, men kunne også fungere som et miljø i en film. Man kunne forestille sig et møde en dag tidligt på efteråret, hvor roserne er ved at afblomstre. Ikke et romantiskt, men et hemmeligt møde. To mænd, den ene i læderjakke, den anden i vindjakke. De har mødtes her før, men nu skal de afslutte eller opsummere noget. De kommer fra hver sin retning og går heller ikke derfra sammen. De er ikke onde, men heller ikke helt gode, bare fanget af omstændighederne. De kunne tale om politikorruption, våbensmugling, terrorisme eller anden aktivitet, som ikke tåler aflytning. De kan være for eller imod, men bare det at de står dér, midt i den ideale have, giver perspektiv til hvor vi ville hen med det velordnede samfund, som vi nu befinder os i, og hvordan vi kom hertil.
|
|
