 |
Vi er alle forfaldne til kærtegn, som vi udveksler med særlig hengivenhed og generøsitet. Men hvad er et kærtegn? Det er på den ene side et tegn, men på den anden side også noget andet end det, vi almindeligvis forstår ved et tegn. Kærtegnet er dyrebart, særegent. Det er ikke blot et billede på vores nethinder, et ord i vores ører. Kærtegnet er et mærke på vores krop, en direkte kontakt på hudens overflade, en berøring, der rummer en særlig betydning og afsætter en særlig effekt i os. Kærtegnets skattede status i tegnenes hierarki er imidlertid ikke ensbetydende med, at det i modsætning til de øvrige tegn er specielt “rent”. Når en berøring privilegeres som særlig kær, og dermed får status af et kærtegn, er det netop fordi den rummer nogle betydninger, som adskiller den fra andre lignende berøringer. Berøringen stammer f.eks. fra en bestemt person, eller den udveksles i en bestemt sammenhæng. Den samme berøring kan antage forskellige betydninger i forskellige kontekster. Det, der i én situation er et kærtegn, kan i en anden situation være sexchikane. Men selv om kærtegnet altså i en vis forstand er kontekstuelt bestemt, ligesom også andre tegn er det, så er kærtegnet alligevel mere end blot et særlig skattet tegn blandt alle de øvrige tegn. Kærtegnet er også anderledes end de andre tegn, fordi det relaterer sig direkte til vores kroppe, som det både tager afsæt i og henvender sig til. Vi rører hinanden, vi mærker hinanden - vi står i berøring med hinanden.
Begærets udtryk er kærtegnet, på samme måde som tankens udtryk er sproget, skriver Jean-Paul Sartre et sted i Væren og intet. Kærtegn og andre former for tegngivning er analoge, men det betyder selvfølgelig ikke, at de er ens. Det sprog, som tanken finder sit udtryk i, opererer ved hjælp af en symbolisering, der baserer sig på konventioner - sproget er os givet på forhånd. Kærtegnet, som begæret i alle dets utallige variationer og temperamenter udtrykker sig i, benytter sig også af symbolisering, men her er det symbolske imidlertid en sekundær komponent. Kærtegnet er primært og væsentligst indeksikalt, og opererer ved hjælp af nærhed. Kærtegnets fysiske, korporlige element kan ikke erstattes af stedfortrædende symboler, selv om det kan forstærkes, erindres, forsvares og meget mere, med ord. Ordene kan f.eks. forberede vejen for kærtegnene, men selv om ordene på den måde kan “kærtegne” tanken, “kæle” for bevidstheden, så bliver de nødvendigvis på et tidspunkt utilstrækkelige, symboliseringens træden-i-stedet-for bliver mangelfuld. Der må sættes handling bag ordene, som man siger. Hvor det symbolske ikke slår til, træder indeksikalitetens fakticitet og nærhed ind, og garanterer med en helt anderledes ligefrem overbevisningskraft, hvad ordene kun indirekte har kunnet antyde, beskrive, tale om. Vi hører op med at være “billeder” for hinanden, vi lader ikke sproget træde i stedet for tingene (kroppene) selv, men antager gennem berøringen realitet - vi bliver til, vi realiserer hinanden. Kærtegnet kan ganske vist være “talende”, men det taler i første omgang ikke “om” noget, det udsiger kun sig selv, sin egen gestus. Kroppens “sprog” er noget helt andet end talens sprog, på samme tid mere elementært og mere kompliceret. Naturligvis kan det domesticeres, som når skuespilleren helt forsætligt og kalkuleret repræsenterer en bestemt gestus, f.eks. kærtegnets. Men uanset hvor dygtig skuespilleren er, hvor vellykket hans eller hendes domesticering har været, så bevarer berøringen en indeksikal dimension, det vedbliver med at være reelt på en anden måde end andre former for repræsentation er det. Før det er noget andet, er berøringen blot dette mærke på kroppen, sporet efter den andens faktiske nærvær. Først derefter antager det måske betydning som mere end det rene indeksikale tegn, måske som et kærtegn.
Skulpturen er en form for berøring, et mærket objekt. Og i ganske særlig grad er afstøbningen en berøring, et objekt, som ligefrem er skabt gennem en direkte kontakt mellem to flader, som har påvirket hinanden. En virkelig genstand, som kan være unik, eftergøres og multipliceres med afstøbningen. Den replika, der frembringes, er noget andet end originalen, men besidder ikke desto mindre en række træk, som er sammenfaldende med originalens. Afstøbningen kan “ligne” sit forlæg, dvs. den kan besidde visse ikoniske kvaliteter, som også findes i originalen, og som i afstøbningen er blevet overført til replikaen. Disse kvaliteter vedrører altså en similaritet mellem forlæg og replika, en lighed. Men vigtigere end dette ikoniske aspekt er replikaens karakter af spor. Afstøbningen ligner ikke kun sit forlæg, den er også et spor efter den. Måske er den endda meget mere et spor end en lighed, for lighed forudsætter genkendelse, og en afstøbning behøver principielt ikke at være genkendelig. Men i egenskab af at være et spor peger afstøbningen tilbage på sit forlæg, på samme måde som et fodspor peger tilbage på den fod, der har afsat det - dvs. med en vis styrke, en vis overbevisning (indiciets bevisstyrke). Replikaen sandsynliggør originalens eksistens. Det originale objekt har så at sige bidt sit mærke i replikaen, strøet en række indekser ud over den. Disse indekser fungerer som spor, der peger i en bestemt retning, indicerer noget faktisk, nemlig en reel sammenhæng mellem originalen og replikaen. Indeksikaliteten handler med andre ord om en singulær sammenhæng mellem forlæg og replika, en metonymisk afsmitning, der har fundet sted mellem objektet og dets afstøbning. En sammenhæng som ikke behøver være genkendelig, men uanset hvor abstrakt den bliver (som ikon), altid vil være reel (som indeks) - på samme måde som f.eks. et skudhul i en træplade ikke “ligner” noget, men alligevel peger tilbage på noget, nemlig det projektil, der på et tidspunkt har gennemtrængt træpladen. Indekset er en slags indskrift, men hinsides sproget.
Anvendt som en strategisk, skulpturel praksis, der citerer virkeligheden, kan afstøbningen minde om et kærtegn, som bringer verden til live, realiserer virkeligheden ad en særlig omvej, nemlig kunstens. Den mimetiske dimension er sekundær i denne praksis, selv om afstøbningen måske nok ligner noget, vi før har set. Hovedsagen er imidlertid den berøring, der har bestået mellem forlæg og replika. Det er denne berøring, der videre influerer på aflæsningen af skulpturens betydning, dens “mening”, dvs. dens ikoniske og symbolske implikationer. Ligesom berøringens transformation til et kærtegn fordrer en bestemt situation eller kontekst, en særlig sensibilitet og modtagelighed, så er afstøbningens dimension af indeksikalitet og fakticitet ikke i sig selv betydningsgenererende, men forlanger udenomsværker for at blive meningsfuld. Udenomsværkerne er imidlertid kun en slags appendiks, der med bagudvirkende kraft afsætter betydning i indeksernes egenartede meningsløshed, sporenes demonstrative pegen i bestemte retninger, alle mulige retninger. Uden berøringens initiale magi, dens skabende kraft, ville der slet intet være. I hvert indeks, vi møder, genfinder vi den fundamentale realisering af kroppen, som berøringen medbringer. Skulpturens, og i særdeleshed afstøbningens stærkt indeksikale “sprog” taler til vores kroppe, mærker os som kroppe - som var der tale om forsinkede kærtegn.
|
|
