 |
”Jeg ville spørge. Jeg ville spørge: ville du låne mig dit blik. Ville du låne mig dit blik, hvis du kunne. Ville du. Jeg ville spørge. Jeg ville spørge: kender du dagenes længde. Kender du dagenes længde. Og ville du låne mig dit blik, hvis du kunne. Vi indgår en pagt du og jeg. Således. Vi indgår en pagt. Du og jeg. Og følges ad. Vi følges ad. Således. Du bærer tiden. Og jeg giver dig mine ord. Således. En sang stiger i styrke. Således.
(….)
Vi indgår en pagt. Du og jeg. Således. Du bærer tiden. Jeg giver dig mine ord. Jeg giver dig alle mine ord. Jeg giver dig de sidste ord. Således.
Kun det vi ikke ved. Og kun det vi ikke er. Kun dette ene.
Og intet andet kan vi sige.”
(Annemette Kure Andersen. Espalier 1993)
Elias Canetti skriver i sine optegnelser: ”På et andet sprog ville man erindre anderledes. Det burde undersøges nærmere, og er du ikke netop den rette til at gøre det?” Vi er bundet til verden gennem sproget, ligesom sproget er en forudsætning for at tilnærme os og forstå verden. Du er fanget i en verden af sprog, der på én og samme tid holder dig fast i nogle begrænsede forståelser, og samtidig åbner det givne sprog uendelige muligheder for at overskride dine egne grænser og paradoksalt nok, sige alt det, du ikke vidste, kunne siges. Som du danner din verden ud fra dit sprog, dannes dit sprog fra verden og de møder, du har med den. Skulpturens sprog er et andet, spørgsmålet er så, om det lader sig oversætte, om det skrevne og talte sprog i sit væsen kan gribe den særegne 3 dimensionale erfaring og plasticitet, der er skulpturens? Jeg tror det ikke. Men jeg tror, at det er denne bestandige umulige udfordring, der bliver ved med at pirre og drive én videre i en stadig runddans om skulpturens afvisende og æggende væsen. Mødet med skulpturen fordrer konstant nye sproglige billeder, og lader nye metaforer opstå. Jeg forsøger med det, der nu, efter de vilkår jeg har haft, er blevet mit sprog, at indlemme skulpturens enigmatiske væsen i min verden. Jeg vil, at dens gåde skal åbne mit sprog, ligesom mit sprog skal åbne dens tavse tale. Men oplevelsen, man gang på gang konfronteres med, er, at skulpturens modstand afviser sproget og kaster beskueren tilbage på tavshedens vilkår. Man kan sige hvad som helst om en skulptur samtidig med, at man igen og igen oplever at komme til kort. Uanset hvad der siges, hvordan skulpturen forsøges tvunget ind under sprogets vinger, så ender man med at møde dens tavse fordren. Du muss dein Leben ändern, det var de ord, Rilke hørte i mødet med den tavse Apollon figur, et ubønhørligt krav, en stadig tilbagevisning og tilbagekastning på den egne eksistens.
Jeg kunne teoretisere, jeg kunne kaste historiens tunge net over den, og jeg kan heller ikke undgå det, lastet som jeg er med en viden formidlet i en given tid, men samtidig vil jeg, at denne særegne skulptur, som ethvert menneske jeg møder og som fængsler mig, skal give mig noget andet. Skulpturens materiale fortæller om de kunsthistoriske referencer. Voksen får mig til at referere til de klassiske støbeprocesser eller til Beuys´ værker, ligesom træet og gipsen igen sender tankerne ud i andre kunsthistoriske relationer. Værket kan ikke undgå at referere, ligesom vi selv konstant refererer og sammenligner, for at forstå vores verden. Det kan være en blokerende modstand; at man næsten ikke kan se værket for bare kunsthistorie; at referencerne er så højtråbende at værkets egen mumlen overdøves. Men at forestille sig et værk, der ikke henviser, er en avantgardistisk naivitet, der allerede i sin rygvendthed vil være nok en reference til andre rygvendte værker. Også samtidens verdenstolkninger baserer sig på andre tolkninger og det er kunstnerens opgave, at forholde sig til balancen i værket mellem nytolkning og referentialitet. Samtidig har en god skulptur sin egen deiksis; den peger selv, uanset hvad billedkunstneren har tænkt sig, i sine helt egne ukontrollable retninger.
Jeg er sprogbærer med alt, hvad det indebærer af krav om at formulere verden, at inddæmme nyt terræn., men jeg er også en krop. Det er som sådan, at jeg for et øjeblik standses af denne rumlige figur med dens gådefulde form for væren, som jeg må bevæge mig rundt om, som jeg må nærme mig med al den omhu, man lægger for dagen, når man stilles overfor det, man ikke kender. Respekt kunne man tale om. Hvordan kan jeg møde det, der er anderledes end mig, og dog ligner mig, fordi den som jeg, har en krop, en 3 dimensional figur, lokeret i rum og tid, med andet end det åbne mødes respekt?
Det er som et kropsligt situeret væsen, at jeg møder skulpturen. En krop, lastet med erindringer og fysiske forbundetheder, en eksistens allerede værende i verden, der træder ind i mødets rum, og konfronteres med en anden krop, ikke en biologisk tidstikkende eksistens, men en statisk, fremmed uudgrundelig figur. Skulpturen findes, den står der, i et anonymt rum, og møder mig ufravendt, ufravigelig, uoverkommelig, insisterende på sig selv, lukket om sin egen krop, sin egen hemmelighed og gåde, men samtidig paradoksalt udfordrende, tvivlsættende, livsstandsende, spørgende og åben. Derfor og på trods møder jeg den netop med disse spørgsmål som Annemette Kure Andersen i ovenstående digt stiller. Ville du låne mig dit blik? At møde en skulptur er, at acceptere og træde ind i illusionen om at indgå en pagt. Jeg vil, at den skal låne mig sit blik. Jeg begærer den, jeg ønsker at nå ind under dens overflade af stof og materialitet, jeg vil, at den skal lade mig se på en anden måde.
Jeg insisterer på, at skulpturen skal træde i nærvær for mig. Det er med denne vilje, dette utilslørede subjektive krav, at jeg møder den. Jeg konfronterer den med mit blik og med min viden, men skulpturen er en anden, en tavs figur, der møder mit begær med sin træge modstand. Skulpturen er som en væg, der igen og igen kaster mig tilbage på mig selv, lader mig føle min egen eksistens, som ene-stående i verden. Som flagermusen skriger i mørket og fanger verdens grænser, således kaster jeg mit syn mod denne irriterende og inciterende grænse i rummet, og svarene jeg får er proportionale med spørgsmålene og fortæller om afstande, rum og mellemrum.
Som en modstand i tiden er skulpturen vigtig. Dens materialer knytter an til min kropslige erfaren. Jeg ser det bløde, jeg støder mod det hårde, mine ord bliver til flydende strømme, eller knive, der stanser en form ud. Skulpturen taler til mig om nærvær. Jeg, dette fluktuerende væsen af sansninger og erindringer, bundet i kødets træghed og begrænsede mobilitet, møder dens faste form, uanset om den er udgjort af konkret taktilt stof, eller et hulrum. Jeg møder dens afgrænsethed netop her, midt i dette hvide lokale.
En skulptur er et aktionsfelt. Ikke noget man passivt ser på, men en figur man bevæger sig rundt om. Det er nødvendigt at danne sig en retning, et overblik, en orientering, at tage højde for mange faktorer, inkorporere mange indtryk. Overskue den kan man aldrig. Og ordet inkorporere, afslører, som metaforer har for vane, mit ublu forehavende, mit sanselige og kødeligt funderede begær; Jeg vil æde den, og gøre den til et del af mit kød, sprogligt set - men ikke mindre som et fysisk begær. Jeg vil optage den, men den sparker mig tilbage, den lader mit øje glide over dens kanter, dens fremspring, hulrum, brudflader, den lader sig kæle og anskue med de sanser, jeg nu har, men dens væsen får jeg aldrig fat i. Dens tavshed kan lamme mit sprog, men ægger også, som en sten i skoen, et sandskorn i muslingen, til stedse nye billeder. Det kropslige møde er også hjemfaldent til sproget, hvis det skal beskrives; sproget er det vilkår, vi deler, og på den måde ikke til at komme uden om. Sproget og kroppen eksisterer på den vis i en kontinuert udveksling, hvor det ikke er til at sige hvorfra billederne og fornemmelserne kommer; bor de i tingene, eller bor de i sproget? Måske findes de først i mødet; når materiale og sprog støder sammen, som det sker i skulpturens regi.
|
|
