< layer 2 indhold

Dateret den 17. september 1988 og offentliggjort første gang i 1989 af Frankfurter Kunstverein i kataloget for gruppeudstillingen Prospect ‘89 (21. marts til 21. maj).

Jeg vil gerne forklare, hvorfor jeg lavede værket. Jeg forstår egentlig ikke, hvorfor kunstneren skal forklare noget, for værket skulle kunne tale for sig selv. Så hvad kunstneren end måtte sige om det, virker det som en undskyldning - det bliver unødvendigt.
Jeg vil sige, at det, som udfordrede mig til at lave det her værk, er, at der i dets polaritet udtrykkes to ting, som er modsatte - det vil sige, den uhåndgribelige kvalitet i vindens blødhed, som giver værket dets form og titel. Vinden presser sig gennem sejlet og giver det en ganske særlig form. Den afskårne overflade er ikke spor flad. Den har sejlets blide kurve. Den anden karakteristiske ting ved værket er ligeledes meget subtil og uhåndgribelig. Det er overfladens reflekterende egenskab - det vil sige, at overfladen er højglanspoleret. Og efterhånden som solen flytter sig, antager overfladen en anderledes form - overfladen bevæger sig. Og det er en meget levende overflade. Så disse to meget subtile ting kæmper imod materialets modstand. Så vi [jeg - red.] udtrykker brisen i sejlet i et meget hårdt materiale, marmoret. Der er en slags anatomi i det. Det, der udfordrer mig, er det der modarbejder mig. Udfordringen er der – det, der burde være umuligt, morer mig og udfordrer mig til at vise, at det ikke er umuligt - måske umuligt for dig, men ikke umuligt for mig.
Et kunstværk har ikke noget med kunstneren at gøre, et kunstværk skal kunne stå for sig selv, så jeg gentager, at det er fuldkommen unødvendigt at spørge mig, hvad jeg vil have dig til at se i et kunstværk, for du burde selv kunne se det.
Jeg laver skulpturer, fordi jeg er nødt til det, ikke fordi jeg morer mig. Jeg morer mig overhovedet ikke - faktisk er alt, hvad jeg laver, en slagmark, en kamp til det er færdigt. Det er ikke en slagmark, det er et slag og en kamp, til det er færdigt. Så hvis jeg har nogen fornøjelse ud af det, er det helt sikkert en sadistisk og masochistisk fornøjelse, ikke en tilfældig.
Jeg blev forelsket i stenbruddet i Carrara - jeg fandt denne usædvanlige blok, som besad en naturlig skæring, eftersom den stadig lå i stenbruddet. Den udfordrede mig - jeg syntes, den var smuk. I stedet for at været skåret ud industrielt, ligesom sukkerknalder, var blokken formet på den måde, som da den blev hugget ud. Den faldt fra hinanden på samme måde, som en valnød deler sig, når man knækker den. Så jeg bevarede dens naturlige form. Det er klart, at hvis man har en naturlig form, som er en kurve, som det er tilfældet her, så vil man inde i blokken finde den samme kurve gentaget i lag - det er ren geologi. Og jeg syntes, det var vidunderligt. Blokken blev sendt herover - det kostede ikke noget at få den sejlet fra Carrara til Hoboken, for den var ballast i skibet - det er lige før, de vil betale én for at tage den. Men at få den fra Hoboken til Brooklyn kostede en formue! Den vejede næsten to tons.
Efter at blokken var ankommet, tog det mig et år at finde ud af, hvordan jeg skulle få kurven til at udtrykke noget, jeg gerne ville udtrykke. Så her dukker motivationens to aspekter op - der er kurvens blidhed, den glatte overflade, som kan reflektere lyset, og så den frygtelige trang jeg havde til at ødelægge den - at ødelægge den for at genopbygge den. Det er grundlæggende det, der sker. Dette opnåede jeg ved at gennembore blokken igen og igen - gennem midten - og i bund og grund komme overens med det problem, jeg ønskede at løse, når jeg fandt ind til sagens kerne. Nogle går direkte til sagens kerne - de er brutale og tager nogle gange fejl i deres beregninger, selv om deres motivationer er rigtige. De går lige til sagens kerne, og det giver dem et kick, det giver dem fornemmelsen af, ikke at de kan løse den, men at de kan forstå den. De kan flå den fra hinanden og samle den igen, og det giver dem en følelse af, at forstå. Ønsket om og behovet for at forstå, er et meget ungt menneskes behov. Jeg har levet sammen med meget kloge mennesker hele mit liv - kloge mennesker tiltaler mig, jeg holder af dem, jeg elsker dem, jeg kender dem, jeg kan forholde mig til dem, jeg er afslappet over for dem. Men samtidig holder jeg af dem, fordi jeg fornemmer noget hos dem, som jeg ikke forstår - ligesom i marmorblokken. Derfor giftede jeg mig også med en fyr, jeg absolut ikke kunne forstå - han var så intellektuel og så forudsigelig. Jeg syntes, han var ligesom et arkitektonisk værk, og jeg syntes, jeg havde fundet en diamant. Og jeg kunne aldrig blive klog på ham. Nu har jeg en søn, som er hans udtrykte billede, og vi kæmper konstant. Jeg kan ikke tale med ham.
Så værket er produktet af en udfordring. Det er for resten også så mange andre ting. Det er også et solur. Nu siger Jerry [Gorovoy], som på mange måder er min mentor: “Det skal du ikke sige. Lad være med at beskrive dit værk som noget nyttigt, for nyttige ting er ikke kunst.” Men hvis man ved, hvad et solur er som en stenstruktur, hvis man har en sten med et hul i i sin have, så kan man se, at solens stråler på et vist tidspunkt på dagen går lodret ned i hullet. Og man kan se, hvad klokken er - her ved jeg, hvad klokken er, for når klokken er tolv kan jeg hører skolebørnene råbe - og klokken et (ikke om sommeren, men om vinteren) - klokken et kaster solen en særlig skygge - og det er et solur. Der er hundredevis af solure i min have, så det er ikke noget at fremhæve, men det forklarer, at hullet er den vigtigste del af værket.
Jeg behøvede ikke tegninger til værket, for jeg kendte det og havde arbejdet med det så længe. Jeg gik rundt med blokkens form i hovedet hele tiden. Og en dag skulle den gennembores fra flere forskellige sider.
Nu kunne en anden billedhugger måske finde på at spørge, hvad her foregår. Hvordan lavede du det hul gennem stenblokken med dit håndværktøj? Det er ikke muligt. Hullet er over en meter, og blokken er meget smal. Så hver gang man hugger i den, risikerer man, at blokken knækker. Værket kan kun være lavet i det tyvende århundrede. Det er jeg meget stolt af. Man skal bruge noget kraftigt værktøj - noget ganske særligt kraftigt værktøj. Og hvad vigtigere er, så skal man have fat i - ikke en genstand, men en person med et særligt talent til at føre værktøjet. Jeg kunne skrive en novelle om mit forhold til den mand, som kom og huggede i den sten. Han var overhovedet ikke interesseret i kunst. Han syntes, det var fuldkommen ubrugeligt og fjollet. Men han var interesseret i det, han kunne få ud af sit værktøj. Disse håndværkere er ikke interesserede i selve værktøjet, men i deres magt over værktøjet. Værktøjet kaldes et kernebor. Skæret er en cylinder med meget små tænder i enden. Det borer sig forsigtigt ind og fjerner marmoret i lag, ligesom lag i huden, så det gradvis udvider hullet. Så der var et teleskopisk hul - som en cylinder inde i en anden, som jeg udelukkende lavede, fordi det var interessant. Hvis der havde været fejl i marmoret - hvis der havde været en anden naturlig kurve inde i blokken, var der risiko for, at den ville flække - herligt! - langs den parallelle kurve. Men materialet flækkede ikke, fordi boret var så forsigtigt og præcist. Så vi borede et hul hele vejen igennem. Hullet blev en tilegnet kvalitet i blokken. Så jeg ville gøre det igen og igen og igen - en utilfreds persons gentagelse. Så dette behov dukkede op igen en skønne morgen. Jeg lavede endnu et hul for at nå ind til midten af stenen. Til slut var der huller i fire sider. Værket har seks sider. Siden med sejlet er urørt, men der er huller i alle de andre sider.
En del af motivationen har med værkets overlevelse at gøre. Det har noget at gøre med, ikke hvad man vil, men hvad man opnår. Hvis man opnår noget forkert, bliver værket ødelagt før eller siden. I det her tilfælde skal værket helt sikkert placeres udendørs. Alt, der er lavet af marmor, burde stå udenfor. Det er nemt nok at sige, men mange marmorskulpturer flækker. Det sker ikke i Italien, for dér sner det ikke, men i Frankrig - på Père Lachaise, eller kirkegården på Montparnasse - står der nogle smukke værker, der er flækket, fordi sneen kommer ind i dem, og når den fryser til is, udvider den sig og får tingene til at flække. Så dette skal med i ens overvejelser. Der findes meget få former - mit værk, som kan ses på Met (Eyes) - den måde, det værk er lavet på gør, at det kan stå udendørs i mange hundrede år uden at flække. Vandet løber af det. Det samme gør sig gældende for Sail. Jeg har ladet toppen være skrå. Da der kom en mand fra Canberra Museum i Australien for at se på det, var han forbløffet over formen. “Hvorfor dog denne form? Jeg forstår det ikke.” Så vi tog en spandfuld vand og hældte den over den ene ende af skulpturen, og det løb bare af igen. Men det er ikke noget springvand, og det er ikke noget solur, selv om der er praktiske årsager til, at jeg traf nogle af disse beslutninger. Ellers ville ens værk ikke overleve.
En skulptur, som kan stå udenfor, har nogle ganske særlige kvaliteter. Der er en slags forestilling om evighed udenfor, og en forestilling om nærhed til naturen - og om ikke at være til besvær, ikke at tage plads op. Udenfor generer den ikke nogen.

Dette værk er helt afsluttet - meget mere end mine værker plejer at være. Jeg nød at gøre det helt færdigt. Det er en del af en serie. Jeg havde samme betænkeligheder omkring det forudgående værk, men formerne var helt forskellige, værket var helt anderledes. Jeg har opdaget, at man kan opnå en høj grad af selvagtelse ved at gøre tingene helt rene, i ideen om at finpudse dem. Med at gøre dem rene mener jeg at afslutte tingene helt, at gøre det helt perfekt - og det er jeg i stand til nu. Før i tiden kunne jeg ikke. Jeg kunne ikke slappe nok af til at afslutte og finpudse. Alle værkerne i serien er lavet af marmor - og de repræsenterer en voyage.