 |
Jeg har efterhånden skrevet et par artikler for kunstnere og har tit bedt om at få honoraret udbetalt i værk. Det er en udmærket måde for en fattig kunsthistoriker at komme i besiddelse af kunst på. Og snyde skattevæsenet selvfølgelig.
Min beskedne samling består som følge heraf især af nutidige værker. Jeg holder meget af dem alle sammen, og mener faktisk, at de inspirerer min skribent- og tankevirksomhed.
For et års tid siden begyndte jeg imidlertid at savne noget, der også kunne pirre min historiske sans. En antik skulptur ville selvfølgelig være ideel, men mindre kunne nu også gøre det. Efter en del søgen lykkedes det mig at finde en buste fra midten af det 19. århundrede hos en af marskandiserne i Istedgade. Det var ikke stor kunst, men jeg fik den helt sikkert for mindre, end den var værd. Den fik sæde på reolen, og nu blev jeg ikke bare gloet i nakken, men også på panden, og det var faktisk en o.k. følelse, dette at være koordinat for værker.
Men nu eksisterer busten ikke længere. Den røg på gulvet for ikke så lang tid siden, da jeg i en fart skulle have jakke på og samtidig lede efter nøgler, mens en taxa dyttede utålmodigt efter mig nede på gaden.
Jeg blev rasende, sparkede til dyngen af gipsstøv og ansigtsfragmenter, og så så til min store forbløffelse en lille aluminiumsbeholder i rodet. Det var tydeligt, at den havde været støbt ind i værket. Jeg åbnede beholderen og hev tre ark papir ud, tætskrevne med en sirlig håndskrift. Så begyndte jeg at læse - og lod taxa være taxa, aftale være aftale.
Det er denne ukendte kunstners overvejelser, der ligger til grund for følgende artikel.
Jeg ville gerne bringe det hele ukommenteret, men brevet er til tider forfattet så ubehjælpeligt, at det kan virke forstyrrende. Af de utallige svinkeærinder, som billedhuggeren indleder sit brev med, skal således kun nævnes følgende lille “Apologie”, hvor han forsøger at forklare den ejendommelighed, at han gemmer papirer i et af sine egne værker: “Indeholder Værket i sit plastiske Sprog, hvad jeg i det Følgende prøver at sige, saa skal Eftertiden nok sørge for at tage ordentlig vare paa det, og disse fattige Tanker vil for altid være indesluttede mere aabenlyst i deres Idee; men dersom nu ikke dette Værk i Formens Sprog er i stand til at udtrykke den Idee, som jeg i det følgende vil gjøre rede for i Skrift, er Værket ligegyldigt og fortiener at blive knust, hvorved det saa alligevel kan bringe sin Tanke frem.”
Stakkels kunstner. Det er faktisk lidt trist at læse en godt og vel 150 år gammel domsafsigelse, der eksekveres, idet den bliver læst. Men man må jo lade ham, at det er temmelig modigt, og jeg spørger bare: hvilken anden kunstner ville have modet til at slynge bare risikoen for den skrækkelige middelmådighedsdom ud over sit værk, om det så skete med 150 års forsinkelse?
Men hvorfor beskæftiger han sig pludselig med kunstteori, denne “Haandværker, hvis Hænder egentlig ere for grove til Penne-Fjeren”? Ja, grunden hertil forekom mig i situationen, da jeg sad der på gulvet og læste, nærmest skræmmende - for det skyldtes et næsten identisk tilfælde, som det, hvormed jeg havde fået fingre i hans skrifter! En vis “herr Conservateur”, beretter billedhuggeren, der havde haft et arvestykke, et landskabsbillede, til restauration, kom tilbage med dét “tilligemed et stykke Papiir, der formelig havde været begravet i Træ-Rammens Ormehuller.” Denne mystiske seddel viste sig at være “en Malers Optegnelser, quisdami Note herefter kaldet, hvori en ukjendt Konstner gjør sig sine velmeente Betragtninger over Maleriets Essentialitet og gjør dette med en Courage, som jeg øieblikkeligt misundte ham, og øieblikkeligt besluttede mig for at Copiere - dvs. anvende paa Skulpturens Væsen.”
Vores anonyme kunstner kaster sig derefter ud i en redegørelse af “Gjenkendeligheden”.
“Tag nu denne Buste - der saa ikke eksisterer mere - den forestillede en Mand, og gjorde det faktisk saa udmærket. Busten havde et Ansigtsudtryk, og dette Ansigtsudtryk sagde, hvad den Enkelte lagde deri, men mon ikke det kunne blive noget i Retning af, at han var fanget just i det Øieblik, hvor han spekulerede allerkraftigst over sine Regnskaber... eller maaske var han fanget i det Sindstilstandens Moment, hvor hans Kone kom Hjem, belæsset med Boutiques-Varer af dyreste Karat! - og hvad man ellers kan sige af Vaas og Vittigheder. Det sidste er ingenlunde nedladende meent, thi Beskuerens Phantasie skal over alt respecteres, saa hvad jeg vilde paapege var, at den Portrætterede netop er “fanget” og ikke blot i den overfladiske Forstand, at Trækkene ere forevigede, men ogsaa i den statuarisk set langt alvorligere Forstand, at han er tilfangetaget som et Punkt i en Epik - ligesom enhver Anden billedlig Gjenkendelighed. Der kan digtes til og fra, og det bør der da rigtignok ogsaa, men det er stadig ikke Skulpturens Væsen, det er ikke Skulpturens Inderste at være en Efterligning af Billedets Væsen.”
“Det billedmæssige Stof”, skriver billedhuggeren lidt senere, “har lige saa lidet med Skulpturens Stof at gøre, som det Stof Drømme ere gjorte af, eller alt det øvrige luftige Stof, der kan omdannes til Fortælling, heriblandt saadanne Sager som Erindrings-Stof. Hvis Skulpturen altsaa skal levere Stof til en ordentlig skulpturel Fortælling, saa skal den angaae det skulpturelle som saadan - og hvis man da vil forstaae mig ret, kan jeg gjerne sige, at den skulpturelle Fortælling skal fremhente det Stof af Skulpturen, der angaar Stoffets Stoflighed.”
Hvordan så denne “allerinderste Fortælling kan gjennemtrænge Gjenkendeligheden i det statuariske” er mindre klart, men det er noget med, at “Konstneren samtidig med Gjenkendeligheden, samtidig med, at han arbejder sig frem mod Overfladen, forpligter sig paa tillige at hive Stoffets Character med, saaledes at til sidst ikke bare de og de Gjenkendeligheder fremtone for Betragteren, men saaledes at Gjenkendeligheden og Stofligheden Side om Side zittre i Overfladen.”
Det er klart, at der her er tale om figurativ kunst, men spørgsmålet er, om ikke kunstnerens accentuering af det stoflige faktisk bringer hans tanker ganske tæt på ideen om det abstrakte værk - og vel at mærke 50-60 år før det bliver plastisk aktuelt. (Men det er selvfølgelig også muligt, at jeg her forivrer mig i mit forsøg på at rehabilitere manden efter det forsmædelige nederlag, som jeg har forvoldt hans værk!)
I brevets sidste halvdel tager billedhuggeren tydeligere afsæt i “quisdami efterladte Papiir”. Han giver maleren ret i den antagelse, at inden for “de skjønne Kunstner” er maleriet det, der kommer tættest på “Phantasien som saadan”. Det sidste skal angiveligt forstås som en slags fantasi i en tidlig form, altså hvor den stadig er “et Sammensurium af Billeder”. “Billedet er et Billede paa Billedet”, lyder det lidt pjattet, hvilket kan oversættes til: maleriet er i sin todimensionalitet et symbol på indbildningskraften, før den bliver til noget som helst andet, heriblandt maleri. Siden fantasiens urstof i sit væsen er kaotisk, så er det skulpturen, der “anslaar et slags ordnende Princip [...] for saa vidt den synliggjør Tilbageskridtets kategoriserende Mulighed, og dermed muliggjør Urstoffets Overskuelighed.”
I denne evne til 1) at danne billeder og til 2) at kategorisere dem, ser billedhuggeren i øvrigt menneskets særkende, hvilket så også kan forlede ham til den antagelse, at “quisdam og jeg selv udgjøre med vores Haandværk saaledes selve Menneskets Fortælling”.
Til sidst vender billedhuggeren tilbage til sine apologetiske tendenser, og siger, at “det selvfølgelig er eiendommeligt saaledes at implantere en i en vis Forstand fremmed Text i sit Værk”, men undskylder sig med et: hvad skal man ellers gøre? Brevets fyndige afslutning, der så også bliver denne artikels, lyder: “Maaske man skulde udvide det Mundheld, der siger, at i Krig og Kjærlighed, der gjælder alle Kneb, saaledes at Kampen for at udrede Konstens Character herefter skulde blive tilføiet.”
Den ukendte billedhuggers papirer er afleveret til Det kgl. Bibliotek. De kan lånes til gennemlæsning på læsesalen.
|
|
