 |
I beder mig om at skrive om skulptur, men hvad er skulptur? Bær over med min tøven... Det føles akavet at skulle tale om skulpturen i dag, – som om den slet ikke eksisterer, undtagen som en fantasi i hovederne på sådan nogle som os. Skulpturer findes, ikke skulpturen! Og så alligevel: ansamlingen af værker, hele denne ophobning af buster, rytterstatuer, gravsten, bronzeklumper, brændt ler og smeltet voks, alle disse stirrende ansigter modelleret efter forlængst forsvundne modeller og alle disse heroiske eller komiske herrer, der fra deres piedestaler skuer ud over forsamlingerne, for slet ikke at tale om papkasserne med gips og træstumper i, og de eloxerede aluminiumskonstruktioner, kort sagt: hele denne enorme sum af enkeltværker udgør naturligvis et tåget imaginært – begrebet ‘skulptur’ – der på sin side garanterer, at vi overhovedet er i stand til at genkende det enkelte værk som en skulptur. En simpel model:
Man vil undskylde mig modellens lighed med de videnskabelige diskursers subjektmodeller, endskønt ligheden måske ikke er tilfældig, i hvert fald ikke ganske ligegyldig. Der synes virkeligt at herske en form for subjekt/objekt-forhold mellem på den ene side enkeltværkerne, på den anden side det abstrakte begreb ‘skulpturen’: Det enkelte værk (s1, s2...) under-kaster sig (lat: sub-jectum) det abstrakte begreb (S), fordi det først er i denne slavetilstand det overhovet kan genkendes som en skulptur, og omvendt konstitueres det abstrakte begreb ‘skulpturen’ bestandigt gennem de enkelte skulpturer. Denne dynamik er almen, og gælder i almindelighed forholdet mellem ‘værket’ og ‘kunsten’. Heraf følger endvidere både den formalistiske æstetiks og den rene sociologis fallit i forsøget på at forstå kunsten: den første ser kun værket, der intet er uden kunsten; den anden ser kun kunsten, som intet er uden værkerne.
En skulpturteori – og i udvidet perspektiv en kunstteori – må altså forholde sig til den interne dynamik imellem værk og kunst, hvis den vil gøre sig forhåbninger om at fatte, hvordan skulpturen bliver til, – og tilblivelse betyder i denne sammenhæng ikke bare den fysiske etablering af en særlig stoflighed, men i lige så høj grad den konceptuelle etablering af betingelserne for overhovedet at genkende noget som en skulptur. Men hvad med den skulpturelle praksis? Det er klart, at disse overvejelser allerede i høj grad er indarbejdede i det skulpturelle arbejde, ligesom det er indarbejdet i kunsten i almindelighed, der jævnt hen gennemsyres af en slags generaliseret konceptualisme. Det er imidlertid lige så klart, at de fleste værker stadig skabes i en tilstand af automatik, af blind tiltro til Det Store S’ konstitutive kraft. Denne kraft er vitterligt stor; den gør (ganske vist inden for rammer som er snævrere end vi tror) ethvert værk til en skulptur. Det er ikke svært at lave en skulptur; vanskeligheden består i at lave en god skulptur. Tilsvarende er det ikke svært at lave kunst; kunsten består i (hvad det så end måtte betyde) at lave god kunst!
Måske er det skulpturelle værks største problem og udfordring, at skulpturen, i modsætning til billedet, som vi møder overalt, kun har eksistensform inden for kunstens lukkede system. Et eksempel: hvor grænsen mellem reklamebilledet og artphotography er flydende, og de to ting ofte blandes og indgår mere eller mindre obskure alliancer, da lever skulpturen fuldstændigt afsondret fra resten af verden; den henter alene eksistensberettigelse fra kunstens egen sfære. For at blive i reklameverdenen: ingen finder på at forveksle en mannequin i et udstillingsvindue med en skulptur, endskønt mannequin’en er direkte arvtager efter den klassiske tradition i vesterlandsk skulpturhistorie. Skulpturen – denne førhen så magtfulde kunstform, autoritetens foretrukne medium, monumentets medium – er blevet overhalet af det langt flygtigere, men også langt lettere, mere mobile og tilpasningsdygtige billede. Vi lever i en billedverden, hvor skulpturen, som Michel Serres siger, er henvist til pladsen som den ekskluderede trediepart; den sære fremmede; geden som vi skubber ud i ørkenen. Ørkenen, det er kunsten, ikke sandt? Jeg tror, at den bevægelse væk fra det skulpturelle værk og henimod installatoriske og kontekstuelle strategier, som har kunnet observeres de senere år, er udtryk for en længsel efter atter engang at lade skulpturen træde i forbindelse med verden, at lade den gennemstrømmes af og selv gennemstrømme verden. Deraf den udbredte brug af industrielle materialer og readymades fra informationssamfundets overskudslager. Men, for der er altid et men, sagen er at det kun sker (og kun kan ske) inden for kunstens snævre rammer. En installation kan simpelthen kun erkendes som en installation inden for kunstens kontekst, ‘ude i verden’ er den blot en irrationel, og derfor uaflæselig, ophobning af stof. Skulpturen når ikke ud i verden, hvor mange installatoriske krumspring den end gør sig. Selv i dens mest ‘installatoriske’ form forbliver den netop, ja netop installation, og kan man forestille sig noget mere arty (og artigt) end installationer?
Skulpturens nådegave og forbandelse er således, at den er dømt til kunstens vilkår i måske endnu større grad end nogen anden kunstart. Jeg vil ikke anbefale den nogen løsning (hvad ville jeg være, om jeg anbefalede et tåget imaginært begreb en løsning?), blot pege på to modsatrettede bevægelser, som for mig at se er indeholdt i det skulpturelle felt: På den ene side en centrerende bevægelse, der tendentielt lukker sig om sig selv og stædigt postulerer en skulpturens eget, iboende vokabular; et særegent skulpturelt formsprog. På den anden side en decentrerende bevægelse, der forsøger at opløse den skal af kunstighed, der omkredser skulpturen, for at lade den gå i forbindelse med verden, og som altså modsat stræber efter at lade skulpturens stemme blande sig med verdens mumlen. Jeg har i en anden sammenhæng forsøgt at udtrykke det med denne strengformede model:
Inden for den klassiske psykiatriske diagnostik opererer man med begreberne autisme og skizofreni; begreber som kun passer alt for godt på modellen. lfølge denne - her meget forsimplede tankegang - repræsenterer autismen og skizofrenien yderpolerne i et spektrum af måder, hvorpå individet kan forholde sig til sin omverden på. l den ene ende af spektret finder vi autisten, som isolerer sig fra verden og lukker sig sammen om sig selv; i den anden ende den skizofrene, som ikke er i stand til at skelne imellem sig selv og verden. Når vi taler om kunst bruger vi andre navne for disse positioner, modernisme og postmodernisme er to af dem, men det er væsentligt at gøre sig klart, at der ikke, som de fortærskede begreber lader antyde, er tale om en modsætning, men snarere om en slags intern komplementaritet i værkbegrebet, som ethvert skulpturelt værk nødvendigvis må forholde sig til. Den decentrerede 'åbne' attitude er altid allerede på vej til - som fjeder - at folde sig sammen om sig selv, ligesom den tilsyneladende 'lukkede' centrerede formation altid tendentielt er på vej til at folde sig ud. Lige som vi selv er værkerne både centrerede og decentrerede; både autistiske og skizofrene.
Hvor lander vi så? Er det muligt at forestille sig en 'skulptur' som hverken er skulptur eller kunst, som hverken henter legitimation i Det Store S eller i Kunstens system? Jeg ønsker mig brændende sådan et værk, som ikke ville være et værk i vor forstand, men noget helt nyt, en helt ny tilstandsform, et objekt hinsides den ørkesløse skulpturelle og kunstneriske logik. Det er et umuligt værk, for kun en kunstner der holdt op med at lave kunst (og så ville det ikke være et værk), ville kunne lave det. På den anden side: er kunsten ikke det umuliges videnskab?
|
|
