 |
Karsten R.S. Ifversen mødtes over en kop kaffe på den ny in-café Pussy Galore med Georg W.F. Hegel til et akademisk kvarters snak om skulpturer.
- Dav Georg.
- Godmorgen unge skribent.
- Øh...
- For at diskutere min æstetik og specielt mit syn på skulpturens rolle har du hidkaldt mig, ikke sandt?
- Jo.
- En af de første og største fejl ved Jer posthistoriske mennesker er at I har opgivet helheden, det absolutte. I diskuterer delemner, som om de hver især er afsluttede helheder. I udøver Jeres største politiske frihed ved at undlade at tage stilling. I realiserer Jer selv og finder Jeres egen identitet som om det var en vare på hylden - altsammen ganske uafhængigt af de andre og det andet. Ligesådan diskuterer akademikere i dag 'skulptur' som om den i sig selv var et absolutte. I stiller jer tilfreds med det abstrakt absolutte, med afgrænsninger og definitioner - men det, jeg forsøgte, var at anskue tingene i deres mangfoldige kompleksitet - i det konkret absolutte.
I værens erkendelse af sig selv, hvilket jo var mit anliggende at påpege, som målet for den historiske udvikling, spillede kunsten en vigtig rolle. Det var nemlig kun gennem subjektets frie vilje, at denne erkendelsesproces lod sig realisere - at bruddet mellem verden som fremtrædelse og ideen om den kunne heles. Kunsten var ideens sanselige skin. I kunstværket gestaltedes ideen. Gennem at blive iværksat som kunst blev det sanselige overhovedet til ide.
Kunstværket anviste vejen for hvordan forsoningen kunne find sted. Den var åndens lærerinde. I den græske skulptur fandt den en sidenhen uset harmoni - mellem ideen og dens ydre fremtoning. Den klassiske skulptur var så at sige så langt man kunne komme i kunsten, som en ydre gestaltning af ideen. Min tids kunst pegede allerede væk fra det ydre og ind i en sjæl, som ikke lod sig fremstille i noget ydre. Kunsten kunne nu kun pege, dens funktion som forsoner var ophørt. Kun når kunsten blev til begreb ville den igen kunne forsone, i sidste ende kun når den blev til filosofi.
- Men hvad så med skulpturen, er den bare passé?
- Ja som åndens lærerinde er den ikke længere meget bevendt, men det gælder kunsten som helhed. Der skete jo noget helt andet i tiden efter mig. Da væren formelt havde erkendt sig selv gennem min logik, stod og står endnu tilbage at forstå dette konkret. Det vil være en uendelig proces, hvor verdensånden vil manifestere sig i stadigt ny lokale mangfoldigheder, der har og vil kræve specifikke intellektuelle, der tager sig af enkeltsager, såvel som en kunst, der ikke længere retter sig mod at være en lærerinde, men derimod at være en tvær teenager, der vender sig mod sine forældre.
Utidighed er den posthistoriske tids løsen, og derfor er historien efter min tid blevet et arkiv fuld af greb og traditioner, der kan bruges og bøjes til sagen. Her er skulpturen en blandt mange andre. De er alle blevet til sprog, rene og skære idéer, materiens træghed er nu kun tankens træghed, intet medie er længere priviligeret. Filosofien er blevet fiktion og - det eneste jeg begræder er at I ikke længere kan se det forsonlige i alt dette.
Som Jesus påtog sig alle vores synder på korset, så påtog min filosofi sig enhver konsekvens af Jeres handlinger. Sådan er det nu for Jer at leve med frihedens byrde.
- Nå for den... øh, dine 15 minutter er gået - må jeg betale?
|
|
